SVM-regeringen sammen med formanden for Sundhedsstrukturkommissionen Jesper Fisker, da de nedsatte kommissionen for over et år siden.

SVM-regeringen sammen med formanden for Sundhedsstrukturkommissionen Jesper Fisker, da de nedsatte kommissionen for over et år siden. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommentar

KL skal presse regeringen ikke Jesper Fisker for at beholde nær sundhed

Kommunerne skal pumpe lobbyarbejdet op mod regeringen og ikke formanden for Sundhedsstrukturkommissionen, hvis de vil beholde det nære sundhedsvæsen.

Udgivet: 23/05/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Hvis kommunerne vil være sikre på, at de kan beholde det nære sundhedsvæsen, så skal de skrue op for lobbyarbejdet i regeringen og Christiansborg.

Jesper Fisker - formand for Sundhedsstrukturkommissionen - slog nemlig fast til KL's Social- og Sundhedspolitiske Forum torsdag i sidste uge i Aalborg, at de modeller som kommissionen foreslår ikke er rangeret. Det vil sige, at de ikke kommer til at anbefale, hvilke af modellerne, de synes, vil være bedst for sundhedsvæsenet.

"Det vi grundlæggende er blevet bedt om, det er at komme med nogle forskellige modeller for fremtidens sundhedsvæsen. Læg mærke til, at det er forskellige modeller. Vi kommer ikke med modellen eller én model. Vi er ikke engang blevet bedt om at rangere modellerne, vi er blevet bedt om at beskrive forskellige modeller med fordele og ulemper," understreger Jesper Fisker fra talerstolen i Aalborg.

Kommissionsformanden lader det dermed være helt op til det politiske niveau at afgøre, hvad der skal med, og hvad der ikke skal med i en fremtidig sundhedsstruktur. Det betyder, at KL skal rette al kraft mod regeringen og resten af Folketinget, hvis kommunerne ønsker at få afgørende indflydelse på den nære sundhed. Det lykkes KL i forbindelse med ældrereformen at få tvunget bestyrelser ind over alle plejehjem i hele landet ved at lægge pres på navnligt de store borgmesterpartier Socialdemokratiet og Venstre. Nu skal de i gang igen.

Men det er ikke tilstrækkeligt, at KL som en samlet organisation går i gang. Borgmestre, der ønsker at have væsentlig indflydelse på det nære sundhed, må tage fat i deres respektive partitopper og gøre sin indflydelse gældende. Især S og V kan ikke tåle nogen former for borgmesteroprør på dette. Men mange borgmestre har også succes med at få Moderate ministre i tale.

Ministre med indflydelse på sundhed

SVM-regeringen har allerede udpeget de ministre, der sidder og skal blive enige om, hvordan den endelige sundhedsreform, ser ud. Flere kilder har over for NB-Ældre været inde på, at Socialdemokratiet har Nicolai Wammen og Kaare Dybvad siddende. Venstre har Stephanie Lose og Sophie Løhde med, og Moderaterne har Lars Løkke og ældreminister Mette Kierkgaard.

Det er først og fremmest her, kommunerne skal sætte ind. Men SVM-regeringen har for nyligt mistet sit indenrigspolitisk flertal, så det vil være klogt af KL og borgmestrene at begynde at påvirke andre partier, der kunne tænkes at indgå i en kommende sundhedsreform.

SVM-regeringen ser ikke totalt ens på hele sundhedsområdet. Især Moderaterne er villig til at lave en del om. Lars Løkke Rasmussen mener, at hele ældreområdet skal blive i kommunerne. Men med ham, skal man hæfte sig ved ordlyden. Han har ikke sagt, om den nære sundhed skal blive i kommunerne eller ej. Dog går Moderaterne ind for at nedlægge regionerne helt.

Fik du læst?

Lars Løkke: Ældreområdet skal blive i kommunerne

KL og regionerne gør klar til kamp

Kampen om fremtidens sundhedsvæsen er allerede i gang. Det vækkede opsigt i KL, at Danske Regioner meldte ud allerede inden jul sidste år, at de ønskede at overtage det nære sundhedsvæsen.

Kommunernes Landsforening har indtil nu forholdt sig i ro, og de har et generelt ønske om at fremstå som nogle, regeringen kan regne med på det nære sundhedsområde.

Et af kommunernes argumenter for at fastholde det nære sundhedsvæsen i kommunerne er, at det bliver svært at opfylde regeringens ældrelov med ambitionen om faste kendte ansigter, hvis man flytter opgaverne fra kommunerne. Regioner er ikke kendte for, at man møder de samme sygeplejersker, som kender patientens historik. Derfor kan idéen om tværfaglige faste teams opgives, hvis regionerne skal overtage det nære sundhedsvæsen samtidig med, at ældreplejen skal blive i kommunerne.

Et andet argument er, at kommunerne alligevel vil stå med sundhedsopgaven, hvis borgeren udskrives til eget hjem. Én af de helt store udfordringer er netop, at kommunerne ikke får fuld betaling for den opgaveglidning, der sker, når hospitalerne udskriver en patient, som derefter stadigvæk er syg og skal passes og plejes derhjemme.

Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger offentliggøres formentlig den 11. eller 12. juni lige før Folkemødet på Bornholm. Men regeringen er allerede i gang med at blive enige med sig selv i, hvad de skal mene, derfor skal kampen i gang fra borgmestrenes side. Regeringen forventer at komme med et sundhedsudspil allerede i august, på det tidspunkt er det for sent at påvirke noget. Flere borgmestre er allerede i gang med at påvirke regeringen, men i øjeblikket føler regeringen ikke et reelt pres fra baglandet.

Sidst opdateret: 23/05/2024 - 07:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]