
Kommunerne behøver ikke at vente på det politiske arbejde, men kan allerede nu selv vælge at integrere sygeplejerskerne i helhedsplejen og faste teams, siger ældreminister Mette Kierkgaard (M). - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Ældreministeren lover sammentænkning af sundhedsloven og ældreloven senere
Ældrelovens manglende sammenspil med sundhedsloven er det største problem ved regeringens ældreudspil, lyder det samstemmigt fra ældredirektører. Problemet vil blive løst på sigt, lover ældreministeren.
Udgivet: 22/02/2024
Ældreloven vil blive tænkt sammen med sundhedsloven. Det lover ældreminister Mette Kierkgaard i et interview med NB-Ældre.
“Vi kommer til at sikre, at der bliver en sammenhæng i det, der kommer fra Sundhedsstrukturkommissionen, og det vi har lavet på ældreområdet nu,” siger ministeren.
I en rundspørge foretaget af NB-Ældre blandt landets 98 ældredirektører giver 42 af de 44, som har deltaget udtryk for, at et af de største problemer ved regeringens ældreudspil er, at sundhedsloven ikke er tænkt ind. Kritikken lyder, at mange ældre også har brug for sygepleje. Så hvis de skal modtage helhedspleje med færrest mulige ansigter, så skal sygeplejerskerne også tænkes ind i ældreloven, helhedsplejen og faste teams.
Halvdelen af dem, der får ældrepleje, får også hjemmesygepleje, siger ældreministeren, som godt er klar over udfordringen.
“Det er ikke med inde, fordi vi heller ikke kan sidde og vente på Sundhedsstrukturkommissionen,” forklarer hun.
Kommunerne behøver ikke at vente
Mette Kierkgaard fortæller, at sygeplejerskerne kan kobles på senere.
“Det vigtigste er, at vi ikke får lavet nogle kunstige barrierer. Det er klart, hvis sundhedsydelserne var med, så ville det være en del af helhedsplejen. Men man kan sagtens koble andre ting på helhedsplejen,” siger hun.
Kommunerne behøver dog ikke at vente på det politiske arbejde, pointerer ministeren, som også fremhæver, at flere kommuner allerede arbejder med helhedspleje, hvor sundhedsplejerskerne også er med.
“Det ligger kommunerne frit for at tænke sundhedslovsydelserne og hjemmesygeplejen med ind i helhedsplejen. Der er gode erfaringer, som tyder på, at det er vigtigt at få helheden med,” siger Mette Kierkgaard.
Sidst opdateret: 22/02/2024 - 09:22










































