
Statsministeren erkendte på dagens pressemøde om ældrereformen, at der er en risiko for, at mange ekstra milliarder til ældreområdet aldrig ender hos de ældre, fordi kommunerne skal dække en stor udgiftsvækst på det specialiserede socialområde. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Statsminister anerkender, at penge til ældre kan ende på socialområdet
Mette Frederiksen (S) anerkender risikoen for, at den store udgiftsvækst på det specialiserede socialområde kan betyde, at penge i ny ældrereform ikke ender hos de ældre. Hun bakker derfor op bag forhandlinger med KL om ændringer på handicapområdet.
Udgivet: 30/01/2024
Statsminister Mette Frederiksen (S) kom i dag på pressemødet om ældreudspillet i Kolding med en række meget interessante udmeldinger om regeringens arbejde for at begrænse udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde.
I et svar på et spørgsmål fra NB-Ældre erkendte statsministeren, at det er en forudsætning at få styr på udgifterne på det specialiserede socialområde, hvis man skal sikre, at de ældre rent faktisk kan mærke, at regeringen i de kommende år sender mange milliarder til ældreområdet i form af demografidækning og den nye ekstra milliard i ældreudspillet.
"Vi bliver selvfølgelig også nødt til, i vores velfærdsøkonomi, når vi faktisk sikrer, at der er flere penge [...], at det også kan mærkes for de brede grupper i vores samfund," lød det fra statsministeren.
Den lidt forsigtige formulering kommer i forlængelse af den advarsel, som statsministerens partifælle Herlev-borgmester Thomas Gyldal (S) er kommet med i flere år om, at den massive udgiftsvækst på det specialiserede socialområde truer med at udsulte de store almene velfærdsområder i en grad, så opbakningen bag velfærdssamfundet svinder ind. Herunder ældreområdet.
Erkendelsen af, at væksten på det specialiserede socialområde presser de brede velfærdsområder er særlig markant, fordi finansminister Nicolai Wammen (S) ved offentliggørelsen af finansloven endte i en regulær shitstorm på de sociale medier, da han sagde, at kommunerne havde en svær opgave.
"Fordi kommunerne er ligesom resten af Danmark blevet ramt hårdt af inflationen, der har gjort, at alting er blevet dyrere. Og der er også nogle meget store udgifter forbundet med det, man kalder det specialiserede socialområde," sagde han og fortsatte:
"Jeg har den allerstørste respekt for den opgave, kommunerne står med. Da vi lavede en aftale med dem tidligere på året, så var det også en del af det, vi skrev sammen. At det er svære valg, de står overfor."
Selvom ordene er helt i tråd med, hvad der stod i økonomiaftalen, så udløste udtalelserne blandt andet anklager fra bevægelsen #enmillionstemmer om, at Wammen gav borgere med handicap skylden for de kommunale besparelser.
Det tvang finansministeren til at udsende en beklagende opdatering:
"Jeg er rigtig ked af, at det af flere er blevet opfattet som en kritik af mennesker med handicap, og deres helt berettigede behov for gode tilbud."
Nu støtter statsministeren åbent forhandlinger om besparelser på handicapområdet
Statsministeren satte til pressemødet også sin magt og prestige bag de forhandlinger, som fredag i sidste uge for alvor gik i gang mellem regeringen og KL.
De forhandlinger handler blandt andet om at implementere flere af Tranæs-udvalgets anbefalinger (Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen, red.) til en faglig og økonomisk bæredygtig udvikling på det specialiserede socialområde.
I forbindelse med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024 aftalte regeringen og KL at gennemføre en række af udvalgets forslag fra den første delrapport.
Nogle af de mere markante forslag, som at lade økonomien fylde lige så meget som faglige hensyn og få Ankestyrelsen til også at tage højde for økonomiske konsekvenser, var dog ikke helt færdige.
Derfor har kommunerne måtte afvente den endelige rapport fra Tranæs-udvalget, der kommer inden 1. marts.
"Det er altså noget, vi sidder faktisk netop i de her måneder og diskuterer med kommunerne, og også handicaporganisationerne og andre, hvordan kan vi gøre det her på en bedre og en klogere måde," sagde Mette Frederiksen.
Det bør dog også bemærkes, at statsministeren angiveligt har den opfattelse, at den store vækst på det specialiserede socialområde i høj grad kan bremses ved at gøre tingene bedre - altså uden at der sker væsentlige reduktioner i den hjælp, som den enkelte borger med handicap får.
"Ja, altså man kan jo både sige, at det (specialiserede socialområde red.) er underfinansieret, men man kan også sige, at der er nogle udgifter, der har fået lov til at vokse sig meget, meget store, uden at vi har kunnet se, at den løftede kvaliteten. I hvert fald ikke en til en," sagde statsministeren.
Sidst opdateret: 30/01/2024 - 12:45










































