
På trods af at det koster kommunekasserne dyrt, så har nogle kommuner forholdsvis mange patienter parkeret på sygehuse efter endt behandling. - Foto: Sygehus Lillebælt
Markant forskel på hvor ofte kommuner parkerer patienter på sygehuset
Der er markant forskel på, hvor gode kommunerne er til at hjemtage færdigbehandlede patienter fra hospitalerne. Det viser en aktindsigt. Det er dyrt for kommunerne at have færdigbehandlede liggende på sygehuset.
Udgivet: 15/08/2023
Der er meget store forskelle kommunerne imellem på, hvor gode de er til at få færdigbehandlede patienter fra sygehusene hjem til kommunen. Også selv om det belaster kommunekassen hårdt at have egne borgere parkeret på hospitalet. Det viser en aktindsigt fra Region Syddanmark.
JydskeVestkysten har fået aktindsigt i, hvordan det er gået med de færdigbehandlede sygehuspatienter i otte sydjyske kommuner. Her tegner der sig et meget forskelligt billede af, hvor længe kommunerne lader færdigbehandlede blive liggende på hospitalet. Og ifølge avisen "bliver patienter hvert år i både dage og uger i en hospitalsseng, fordi kommunerne ikke er klar til at hjemtage dem til enten eget hjem, en plejebolig, et botilbud eller lignende på den dag, hvor borgeren er færdigbehandlet."Det er ellers dyrt for kommunerne at parkere færdigbehandlede på sygehusene. I Region Syddanmark koster det kommunen 3952 kroner for de to første dage, en færdigbehandlet patient er indlagt. Derefter stiger dagsprisen til 5928 kroner de følgende indlæggelsesdage.
Ifølge JydskeVestkysten er den sydjyske kommune med i gennemsnit flest antal ekstra indlæggelsesdage Esbjerg. Kommunen måtte i 2022 betale for cirka 900 færdigbehandlingsdage fordelt på 226 patienter. De havde i gennemsnit ligget i fire dage efter at være færdigbehandlet.
I Esbjerg Kommune er man ikke tilfreds med ovenstående statistik og lægger sig derfor nu ekstra i selen for at få egne borgere hjem efter endt behandling.
"Vi har her i løbet af 2023 gjort en ekstra indsats for at få borgeren hjem så hurtigt som muligt. Det ser ud til at have haft en effekt, så det vil vi fortsætte med," lyder det i et mailsvar fra Lars Mølskov Knudsen, kontorchef i Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg, til JydskeVestkysten.Region vil i dialog med kommuner
Med til billedet hører, at tallet for parkerede færdigbehandlede aldrig kommer ned på nul, for der kan være gode grunde til, at de ikke er blevet hjemtaget. Eksempelvis hvis en ældre patient er færdigbehandlet på en tirsdag, men at kommunen først har en plejehjemsplads klar om fredagen.
Ifølge avisen har Udvalget for det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark besluttet, at man nu vil i dialog med kommunerne om at få nedbragt antallet af liggedage, så patienter ikke strander unødigt."Det er borgerne jo ikke tjent med. Man skal ikke være på sygehuset, hvis man ikke har brug for det. Der er mange sygdomme i omløb på et sygehus, og for ældre og svækkede borgere er det ikke et miljø, som det er en fordel at være i for længe," siger udvalgsformand Bo Libergren (V) til avisen.
Sidst opdateret: 15/08/2023 - 08:48
Emner: Esbjerg Kommune





































