Statsminister Mette Frederiksens (S) hjertebarn afbureaukratisering af den offentlige sektor er ikke i nærheden af at komme op at flyve.

Tværtimod skovler SVM-regeringen love ind i systemet, og de fjerner ikke engang love med en pincet. Lovmøllen kværner og kværner på fuld tryk. Det første halve år har de nærmet sig rekord blandt alle regeringer siden statsminister Poul Schlüter (K).

Det er tankevækkende, at SVM-regeringen er kørt så meget af bureaukratisporet på så kort tid. Årsagen skal findes i tre simple forklaringer.

Den første er manglende koordinering internt i regeringen. Både blandt de tre partier Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Men der er heller ikke nogen loyalitet overfor statsministerens udmeldinger internt i partierne.

Den anden forklaring kan - når man taler med eksperter i forandringsledelse - være, at der kan være manglende lydhørhed overfor dem, der skal forandres. Det vil sige, når først man er blevet enige om en retning internt i regeringen og har fået ministrene til loyalt at bakke op hele vejen igennem, så skal politiske udspil, lovgrundlaget og implementeringen afspejle en lydhørhed over for dem, der skal fjerne bureaukratiet i praksis.

Den tredje årsag er, at SVM-regeringen helt lavpraktisk er kommet for sent ud af starthullerne. Det tager tid at kortlægge, hvad der skal og kan afbureaukratiseres, så skal der laves politiske udspil, dernæst forhandlinger og til sidst skal loven om for eksempel at fjerne regler første, anden og tredjebehandles.

SVM-regeringen blev præsenteret som den helt store frelser af tidens store udfordringer. Både når det gjaldt de udenrigspolitiske kriser, økonomien og at sikre manglende hænder i fremtiden. Men den skulle også noget så fint som at fremtidssikre velfærden ved at lave omkalfatrende ændringer som afbureaukratisering og frisætning.

Borgmestrene delte sig hurtigt i to lejre. Den ene halvdel var begejstret, fordi SVM er en flertalsregering, og det måtte betyde, at nu ville der endelig ske noget på afbureaukratiserings-området. Den anden halvdel ville se det, før de troede på det. Noget tyder på, at den sidste gruppe kan ende med at få ret.

Manglende koordinering i SVM-regeringen

Der er allerede begyndende uenigheder mellem S, V og M på navnligt den del, der har med fremtidens velfærd at gøre. Meget tyder derfor på, at de tre partier simpelthen ikke til fulde har koordineret, hvad regeringen skulle mene om afbureaukratisering, frisættelse og fremtidssikre velfærden. Det er tilsyneladende nemt at blive enig om parolerne i regeringsgrundlaget, men når det skal konkretiseres, opstår der rygende uenighed.

Det er senest blevet eksemplificeret mellem de tre partier i interviews i Avisen Danmark i maj, når det handler om reformer af ældreplejen. Lars Løkke Rasmussen (M) giver et stort interview, der grundlæggende handler om et opgør med den universelle velfærdsstat, når det kommer til ældreplejen. Tanken er ifølge Løkke, at dem, der har råd, skal til at betale mere for egen ældrepleje selv, således at der er flere penge til dem, der ikke har råd.

Men så er fanden løs i Laksegade. Lidt over en uge efter, er justitsminister Peter Hummelgaard (S) ude med et interview i samme avis, hvor han pander Løkkes forslag ned. Hummelgaard slår fast, at det er det universelle velfærdssamfund, der er grundlaget for dansk succes.

Endnu en uge går, men så kommer Venstres politiske ordfører Morten Dahlin på banen i præcis samme avis. Han melder sig som overdommer og konkluderer, at Løkke er uambitiøs og Hummelgaard er naiv, når det handler om fremtidens ældrepleje.

De tre partier er med andre ord rygende uenig i, hvordan ældreplejen skal skrues sammen. Men det er netop ældreområdet, som SVM-regeringen i regeringsgrundlaget har valgt ud som det helt store område, der først skal afbureaukratiseres og frisættes. Men her godt inde i juni, så er regeringen ikke engang enig i, hvad de overordnet set mener om at fremtidssikre ældreplejen, og det vælger de at blotlægge offentligt i avisen.

Hvis de skal i gang med ældreloven til efteråret eller frisættelse af kommunerne på for eksempel ældreområdet, skal de i så fald få deres enighed på plads over sommeren.

Internt i partierne er der heller ikke nogen koordinering eller loyalitet overfor regeringsgrundlaget eller statsministerens udmeldinger om retning. Det peger derfor i retning af, at afbureaukratisering ikke er noget, som alle regeringens soldater kører målrettet mod at få igennem. To ud af tre løfter fra statsministeren til Kommunalt Topmøde tidligere på året blev brudt under et døgn efter, de blev offentliggjort af Mette Frederiksen fra talerstolen.

Den manglende loyalitet og koordinering både internt i partierne overfor overordnede beslutninger fra statsministeren, men også blandt de tre partier i regeringskonstellationen, kan mange i kommunerne formentlig genkende.

Kommunerne har længe bedt om, at regeringen i det mindste ikke læsser mere bureaukrati på. Alligevel vil socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) have guldstandarder på det specialiserede socialområde. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil have alt fra klasseloft til forbud af skærm i daginstitutionerne. Noget der alt sammen vil generere en masse kommunalt bureaukrati.

Det er svært at få øje på ministre i de situationer, der faktisk loyalt arbejder med regeringsprogrammet ambition om at afbureaukratisere og loyalt arbejder med at realisere regeringstoppens ønsker om afbureaukratisering, omkalfatring af velfærden og fremtidssikre den, så den ikke sander til. De gør i stedet det stik modsatte.

Lydhørhed kan blive en udfordring

Hvis regeringen ønsker at få succes med afbureaukratisering, skal de efter at være blevet enige internt og loyalt arbejde i samme retning bestå næste prøve. Det kræver ifølge eksperter på området nemlig en udpræget grad af lydhørhed hele vejen ned gennem systemet.

Fagministrene for ældreområde, børneområdet, socialområdet, sundhedsområdet og andre velfærdsområder skal nemlig lytte til kommunernes og regionernes ønsker. Uden at blande sig unødigt i detaljer, som Mette Frederiksen var inde på i sin tale til det kommunale topmøde. Men dernæst skal man også sikre, at kommunerne lytter til deres forvaltning, som skal lytte til de decentrale ledere, som igen skal lytte til medarbejderne.

Det er nemlig medarbejderne, der ved, hvor skoen trykker, og det er til sidst vigtigt, at medarbejderne lytter til borgerne og de pårørende i forbindelse med for eksempel ældreplejen. Det er den tilgang, som flere kommuner arbejder med i frikommuneforsøgene.

Problemet er, at det foreløbigt ser ud til, at regeringen ikke engang er begyndt at lytte til kommunerne endnu. Kommunerne er nemlig stadigvæk ikke klar over, hvordan de fine ambitioner i regeringsgrundlaget skal udføres i praksis. Hverken når det kommer til frikommuneforsøg eller i forhold til afbureaukratisering og frisættelse.

Dog er det værd at bemærke, at SVM-regeringen for nyligt indgik en økonomiaftale for 2024 med kommunerne, hvor man har taget et spadestik mod at lytte til kommunerne. Her er der indført et flerårigt partnerskab, der skal handle om netop afbureaukratisering. Men det ville ikke være første gang, at noget er skrevet ned, som ikke blev til noget i praksis. Så her vil en del borgmestre nok holde fast i deres, "jeg vil se det, før jeg tror det" tilgang.

Tiden løber - regeringen har ikke fremlagt en troværdig tidsplan

Til allersidst. Tiden skrider fra regeringen. Det tager simpelthen oceaner af tid, før man lavpraktisk når fra fine ambitioner til succesfuld evaluering, når det kommer til afbureaukratisering.

Grundlaget for ældreloven er for længst på plads, der ligger en rapport klar i Ældreministeriet, som har ligget der siden september sidste år.

Når Løkke, Hummelgaard og Dahlin på et tidspunkt i det nye folketingsår - som starter i oktober 2023 - er blevet enige om retningen for ældreplejen, både når det gælder bureaukrati, serviceniveau og frisættelse, så kan man få et udspil til en ældrelov på plads.

Derefter går de politiske forhandlinger i gang, så skal lovarbejdet i gang med alt, hvad det indebærer af tre behandlinger og offentlige høringer. Til sidst skal loven implementeres og dernæst evalueres. Det kan tage flere år, før vi ser resultaterne af det.

Den proces kan du læse mere om i nedenstående analyse fra sidste uge.

Her taler vi endda kun om ét af de store velfærdsområder - nemlig ældreområdet. Men SVM-regeringen har ikke kun lovet store ændringer på ét hjørne af velfærden, de har svinget sig selv helt op til, at de vil fremtidssikre hele velfærden, for det var det, som en flertalsregering over midten kunne sikre.

NB-Økonomi er begyndt at komme i tvivl, om det kan lykkes for regeringen at indfri det løfte. Der er ganske enkelt for store uenigheder internt, og regeringen er kommet alt alt for sent i gang til for alvor at få noget igennem.

I stedet vil de prøve "med lodder og trisser at få det hele til at hænge sammen og lige nøjagtigt klare sig igennem", som de ellers specifikt kalder uambitiøst i regeringsgrundlagets forord.

Der er simpelthen gået Christiansborgfnidder i SVM-regeringen.