
Kvinder med funktionsnedsættelse screenes sjældnere for brystkræft. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Ny rapport: Færre kvinder med handicap eller psykisk sygdom bliver screenet for brystkræft
En ny rapport viser, at markant færre kvinder med udvalgte funktionsnedsættelser følger det anbefalende screeningsprogram for brystkræft sammenlignet med kvinder uden funktionsnedsættelserne.
Udgivet: 24/03/2022
Færre kvinder med udvalgte funktionsnedsættelse bliver screenet for brystkræft, når man sammenligner med kvinder uden de pågældende funktionsnedsættelser. Det viser en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.
Alle danske kvinder mellem 50 og 69 år tilbydes en mammografi hvert andet år, hvilket er en røntgenundersøgelse af brysterne, da det er en effektiv metode til at opdage brystkræft tidligt, så man kan forbedre behandlingsmulighederne og chancen for overlevelse.
Men en markant mindre andel af kvinder med funktionsnedsættelse følger det anbefalede screeningsprogram for brystkræft, når man sammenligner med deres jævnaldrende.
Hvor det er 62-64 procent af kvinder uden funktionsnedsættelser, der følger programmet, så er billedet anderledes for kvinder med funktionsnedsættelser:
Udover at så få deltager i selve programmet, så viser undersøgelsen også, at mellem hver fjerde og hver anden kvinde med de pågældende funktionsnedsættelser aldrig er blevet screenet for brystkræft. For kvinder uden funktionsnedsættelse er det kun hver ottende.
Forsker overrasket over den markante forskel
"Resultaterne peger på, at der bredt set over alle de grupper, hvor vi har undersøgt screeningsdeltagelse, er lavere deltagelse blandt kvinder med forskellige slags handicaps og typer af psykisk sygdom, sammenlignet med jævnaldrende kvinder uden de pågældende funktionsnedsættelser," siger Trine Allerslev Horsbøl, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til NB-Social.
En risiko ved de manglende screeninger er, at brystkræft opdages senere, hvilket har indflydelse på behandlingsmulighederne.
Selvom det er velkendt, at der er ulighed i brystkræftscreening, blev Trine Allerslev Horsbøl overrasket over, at den både var markant og gik på tværs af grupperne.
"Det er ikke noget nyt, at der er ulighed i brystkræftscreening. Tidligere undersøgelser har for eksempel vist, at der er social ulighed i deltagelse, og at kvinder med kronisk sygdom deltager mindre end andre kvinder. Så jeg var ikke overrasket over, at der var den her ulighed. Men jeg var overrasket over, den var så markant og at den gik på tværs af alle grupperne."
Nogle har svært ved at deltage
Spørger man overlæge fra Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard, er der mange forskellige årsager til, at folk ikke deltager. Til NB-Social siger hun:
"Der er forskel på om man er fysisk syg eller psykisk syg. Nogle af de her personer har svært ved at deltage på grund af fysiske og psykiske forhold, der enten gør, de ikke kommer derhen, eller fordi de er bange. Hvis man er skizofren, så har man jo vrangforestillinger, der gør, at man måske ikke vil hen på det der sygehus. Det kan være, man har så svært et handicap, at man ikke kan medvirke til den tilbudte undersøgelse," siger hun og fortsætter:
"Selvfølgelig skal det være muligt for de kvinder, som gerne vil deltage. De skal ikke forhindres på baggrund af noget praktisk, der ikke kan fungere. Så mener jeg, at deres egen læge skal hjælpe dem med at tage stilling til, om det er relevant for dem. For det kan være svært at vurdere, hvad det er, man siger nej til. Og også for at finde ud af, om man kan gøre noget andet. Kan man lægge en anden plan, hvis man faktisk ikke kan deltage i programmet, der jo er planlagt til raske kvinder."
Undersøgelsen er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Den trækker på data fra godt 470.000 kvinder i alderen 50-69 år. Heraf har knap 50.000 kvinder funktionsnedsættelser såsom mobilitetsnedsættelse, nedsat syn, udviklingshandicap eller psykisk sygdom, herunder demens, borderline, depression, angst, skizofreni eller psykose.
Undersøgelsen er finansieret af Helsefonden.
Sidst opdateret: 17/05/2023 - 15:11










































